ANMELDELSER AF JOE TRUE – DEN ÆGTE
Soundvenue
5 ud af 6 stjerner
Troels Rud
På med ja-hatten og de positive briller og lad os kalde det her for det hidtil bedste danske hiphop-album i 2009. Skarpe nedbarberede beats og 'så-så-man-lige-mig'-rap i overflod på den lææænge ventede debut. Jep, albummet har været ventetiden værd, og med simple, men eksplorative beats og legesyge vokal gør Joe True sig medskyldig i, at dansk rap anno 2009 har en mere interessant og mangfoldig scene end længe set.
Joe Trues force er uden tvivl, at han er fantastisk flow-stærk, hvilket kommer til udtryk gennem en klassisk brug af trommemaskinen. For rappen sidder på beatet, som lakbukserne på Madonna – tight og aparte. Joe True udviser et forrygende overskud, som er den mangelvare hiphop-hoveder ofte efterlyser.
På 'Sig noget', med Chin på ragga-vokal, lokkes lytteren ind i rim-universet med funky jungletrommer, der viser vej til en rapfest, som du ikke vil misse. Simple skudsikre produktioner hvor trommemaskinens viser sit værd. Stilen er både rap-for-rappens-skyld og inspireret af Baltimore-genren, med insisterende beats, chop'n'screw-effekter og festligt hylende synth.
'Rapper ska' rap' indfanger den tidstypiske feststemning med et repeterende råbe-sample og er en ægte floorfiller. Kækt af helvedes til i alt sin enkelthed. Når produktionerne er skåret helt ind til benet, er det svært ikke at drage paralleller til The Cool Kids, og både 'Byg en ny by' og 'Ghettoblasterbarn' er gode eksempler på, at mindre til tider er mere.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
DubCNN
5 ud af 6 stjerner
Peter T. Aagaard
Man siger, at modgang gør stærk, og der har mildest talt ligget et par sten i vejen for Joe.
For os, der har ventet på Joe True's debutalbum siden, det hed ”Flugktaktion KBH” for små 10 år siden, er det et mirakel, at sidde med ”Den Ægte” i hånden. Albummet udfolder sig som en vild historie, med Joe som den flabede fortæller. Somme tider har han så stor en tro på sit eget elastiske flow, at man kommer i tvivl, om der er mening med galskaben, men som oftest snører han pointerne sammen.
Vi kommer igennem den eminent spraglede ”Byg En Ny By”, den legesygt forelskede ”Historien Går”, den hudløse ”Hvor Jeg Kommer Fra” og til den perfekt betitlede ”Alle Mulige Vilde Ting”.
Personligt er jeg glad for at ”Kama Sutra”-tiden er røget i glemmebogen, så vi får en mindre radioleflende, lidt fornærmet, og meget nutidig Joe True, der tør pege fingre og dyrke sine rim. Meget af det musikalske bagtæppe fra providers og især Machacha er skåret ned til en trommemaskine og lidt melodi, så der er rigeligt albuerum til Joes flows. Hiphoppen har flyttet sig siden Joe True stod som kronpsins i hierarkiet, men ”Den Ægte” viser, at der havde også været kvalitet i at gå i en anden retning. Når det gælder kombinationen af rimglæde, timing og sprogligt overskud, er der stadig ingen over, eller ved siden af Joe True. Den største anke jeg har, er at en så varm oplevelse, godt måtte falde, så man kunne nyde den i den korte sommer vi har her til lands
---------------------------------------------------------------------------------------------------
DR.dk
4 ud af 6 stjerner
Ole Jakobsen
Hiphop til ghettoblasteren
Der er hiphop-tid og så er der hæphåp-tid. Almindelig hiphop-tid omfatter bl.a. alle de utallige udgivelsesdatoer, der bliver rykket et par uger frem, og de par timer man står på Vega og venter på at aftenes hovednavn gider dukke op på scenen - efter et langt og tilrøget besøg på Christiania.
Nørrebro-rapperen Joe True opererer med den mere ægte og langt mere forsinkede hæphåp-tid. Når det kommer til udgivelsen af sit debutalbum, 'Den Ægte', har han i årevis opereret i samme tidszone som Jøden, der med masser af glimt i øjet lavede et nummer med titlen 'Hvad Sker Der Med Pladen'.
Men nu er det altså blevet dag 1 i Joe Trues kalender. 'Den Ægte' har omsider ramt betonen efter flere genindspilninger, sletninger, label-halløj og hvad har vi ellers har af forkromede undskyldninger...
Og lad det være sagt: Man venter gerne længe på denne rapper med det fede flow og de lange kæder af rim.
Det' sådan en rapper skal rapp'
Det Joe True gør bedre end de fleste andre på den danske rapscene kan beskrives med ordet FLOW. Han slænger sig, svinger sig og dropper rim med en elegance, hvor kun de færreste kan følge med. Det er en af de ting, der ikke helt kan beskrives med ord - det skal høres og nydes.
Albummets første street-single hedder 'Rapper Ska Rap'' - og ja, det er sådan her en rapper kan - og skal- rap'. Det er Nørrebronx-Boogie tilsat lidt ol' school LL Cool J-ånd nøje skræddersyet til din ghettoblaster.
I den gamle fejde med L.O.C.-slænget handlede en del af kontroversen om, at Joe True kun rappede om at rappe. At lysene i ordkæderne var vigtigere end det belyste.
Joe True er kommet videre som tekstforfatter. Selvfølgelig er der numre, der mest handler om rap, og om at vise hvor dygtig man er til det, men numre som 'Hvor jeg kommer fra', 'Sig noget' og 'Historien går' viser, at Joe True også er en storyteller. Især den romantiske 'Historien går' er et solstrejf med dens fortælling om mødet med Den Ægte - kærlighed altså.
Det nummer er, som størstedelen af denne debut, stærkt, ærligt og ganske modigt. Var albummet så ventetiden værd? Ja tak, og vi er allerede klar til 2'eren - som vi nok kan forvente på gaden i 2025.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Urban
4 ud af 6 stjerner
Noe Habermann
Udsatte debutter er en hæderkronet disciplin i dansk rap, og Joe True er kongen af sylt. Heldigvis er hans udsøgte sprog-fornemmelse og overlegne form-finesse ikke svundet ind under de alt for mange år i frustrerende limbo -rimsportens muskelmand flekser flows så det smælder!
Selvom Nørrebros eget ghettoblasterbarn stadig er en rapper, der rapper om, hvordan en rapper skal rappe, overbeviser han nu også som fortæller og samfundsskildrer.
Den ledsagende trommemaskine-simple digital-funk tager ikke tilsvarende nogen i skole.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Danskrap.dk
4 ud af 6 stjerner
Martin Ladeby
Efter nogle års ventetid er Joe True endelig klar med sit officielle solodebutalbum, der bærer den efterhånden velkendte titel Den Ægte. True er gået sammen med Machacha (hovedproducer) og duoen Providers for at prøve at skabe den helt rigtige Joe True lyd. Og så er spørgsmålet, om han stadig kan levere varen efter de sidste års ventetid på albummet?
Svaret er “ja” - det kan han godt. Joe prøver ikke på at være med på moden eller bevidst at tilfredsstille top 30 lytterne, han laver bare det, han nu engang synes er “the shit”- og heldigvis holder dette koncept også for andre end ham selv. Med hans flabede rap og hans specielle flow, er det lykkedes at skabe en ørehængende cd.
Lydsiden har ingen store armbevægelser, men byder på et varieret sortiment af lækker varm og stemningsfuld lyd. Denne lydkulisse passer godt ind i Joes univers, og han formår at ride på rytmen. Der er ikke lagt vægt på store detaljer, men bare på at lydsiden fungerer til rappen - og det gør den skam.
Cd’en tager udgangspunkt i Joes erfaringer, oplevelser og meninger i livet, og det er faktisk helt ok at høre på. Det bliver hverken for pænt eller for beskidt, og balancen mellem de to ting virker fint. Med en ren udtale og et personligt udtryk giver Joe True sig hvad han kan, og fortsætter på den måde derfra, hvor man kender ham.
Spotlightet lyser dog ikke hele albummet igennem, og numre som f.eks. "Alle mulige vilde ting" virker lidt mere rodet end det nok reelt er meningen. Dette er dog ikke noget, der fuldstændig ødelægger helhedsindrykket, og ser man desuden bort fra et par uinteressante interludes - så er cd’en godt gennemført.
Albummet bærer præg af medrivende omkvæd og radiovenlige skæringer som gør, at man falder for numrene løbende. Den Ægte er et must for fans, og andre kan også begynde her. Albummet vil nok ikke være en fremtidssikret cd, men har da en levetid et godt stykke frem.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
M!
4 ud af 6 Stjerner
Tjelle Vejrup
Så står den på ægte hip hop.
Det er i hvert fald anderledes, det som Joe True her leverer. Emnerne er politik, hjemstavn og rødder samt lussinger til alle wannabees.
Pladen har været undervejs i ti år (typisk hip hop), men så leverer Joe heldigvis også kvalivare over funbky beats.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Information
Rune Skyum Nielsen
Det føles tilnærmelsesvist uvirkeligt at sidde med Joe Trues albumdebut i hørebøfferne. For Nørrebrorapperens plade har været så længe undervejs - og liiige på trapperne igen og igen og … - at mangt en hiphopfan havde opgivet håbet ganske mange gange. Op til flere pladekontrakter har været underskrevet, men en kombination af uheld og brodne kar i industrien har tvunget Joe True til at blive herre i eget hus. Men nu er den her altså, og det har været ventetiden værd. Først og fremmest fordi det gamle Essensen og Helt Sikkert-medlem straffer mikrofonen med et af landets sejeste flows, der uimodståeligt flexer mundmuskler ud over de klaskende beats fra hjemmedrengen Machacha. Tiden har ikke overhalet Joe True, der da også har genskrevet størstedelen af de 13 numre over adskillige omgange. Inspirationsmæssigt refererer han til LL Cool J og Run-DMC, og Joe True er da også en rappernes rapper, der insisterer på gamle konkurrencedyder - som at rap er en kampsportsdisciplin. Det handler ikke bare om, hvad man siger, men i lige så høj grad om, hvordan man siger det. Det gør Joe True en del ud af og måske også en kende for meget, når man hører, hvad han ellers er i stand til. Den Ægtes stærkeste nummer er således den episke »Hvor Jeg Kommer Fra«, hvor vi får historien om rapperens hårdt knoklende arbejderfamilie:
»Vi står på hinandens skuldre/og når alle holder alle, er der ingen, der kan falde omkuld, nej,« lyder det blandt andet. Kollapse bør Joe Trues rapkarriere ej heller, selv om han godt må være seks-syv år hurtigere om sit næste udspil.
---------------------------------------------------------------------------------------------------
Pladekøberne siger:
Hell yeah,
havde forudbestilt pladen, og så lå den sgu pludselig i min entré i går. Et par dage før forventet, men en glædelig overraskelse.
Jeg må indrømme, at jeg har frygtet for hvordan pladen var endt op. Synes at man har hørt lidt svingende kvalitet fra Joe True i hans singler gennem de sidste par år. Well, pladen kommer på anlægget, og seriøst, jeg bliver blæst bagover af et fucking vildt rap-album!!
Rap, flow, rimstrukturer, personlighed osv. er i et niveau for sig. Det eneste nummer, som jeg ikke bryder mig så meget om, er singlen "Hvor jeg kommer fra". Men OK, kan godt forstå det er kommet på pladen, når nu P3 begyndte at spille det. En oplagt næste radio-single må være "Sig noget" (super fedt nummer).
Jeg siger tillykke til Joe True med endelig at have pladen på gaden (efter 10 år cirka), og jeg siger tak for et mega fedt album. I min bog er det årets album... indtil videre!!
Roald
Suverænt album fra Joe True, intet mindre. Jeg er dybt imponeret!! Kan anbefales til alle hiphop-hoveder...
Rasmus
RAP ER TILBAGE! Jeg har lige fået den ind ad døren og har hørt den igennem første gang. JOE TRUE har meget bedre flows end Jooks og så de vildeste rim og tekster oveni. Du" for syg Joe!!!!!!
Blockboy
Tue har lavet en foooooooking fed plade, har savnet den her plade i det danske rap bibliotek...
Creative ipac
Hvad dansk rap har brug for. Intet mindre.
Holker the Hulk
Joe True er dansk raps diamant!
Tobias
You gotta flow Joe! Stærkt album hele vejen fra Joe True!
T. Hansen
Det er Joe der styrer den danske rap scene ingen andre( jo, selvfølgelig HELT SIKK' CLIQUE)
Pladen er dope til mine ører har ventet i tusinde år glæder mig til alt der kommer fra dig Joe
Søren Iversen
Din Plade er fanme for street! absolut bedste dk rap skive der er udkommet i længere tid!
Tim Kaas
|