| DET ER SÅDAN HER EN RAPPER SKA’ RAPP’! Han har været længe undervejs, og gaderne har i årevis sukket på flowkongen Joe Trues solodebut, men nu er den god nok. Den 1. september melder ærkekøbenhavneren med en fortid i det legendariske Helt Sikkert-kollektiv sig ind i kampen om den danske hiphoptrone med 13 hårdtslående skæringer, der med verbale syvtommersøm cementerer, at Joe True er den ægte vare. ”Det er sådan her, en rapper ska’ rapp’”, smælder han på sin potente førstesingle, og med det mener rappernes rapper, at muskelkraften skal tilbage i rimene. Mens Joe True har arbejdet på Den Ægte og kæmpet sig ind og ud af en kaotisk tid med en håndfuld brudte pladekontrakter, er der efter hans smag gået for meget mainstreamtænkning i dansk hiphop. Den har mistet sin flabede f andenivoldskhed, der oprindelig gjorde genren så frisk og sprød – og spændende for et bredere publikum, ikke mindst. ”Selvfølgelig må man godt lave musik, der appellerer bredt, men så risikerer rappen at miste sine nosser. Rap er en rimsport ud over bare at være en udtryksform eller et talerør. Det handler om at være atletisk og kraftfuld og gøre det bedre end de andre,” fortæller arbejderknægten fra Nørrebro. ”Dansk rap har i dén grad brug for Joe Trues flabede flow. Velkommen tilbage herfra.” Rune Skyum-Nielsen, forfatter til ’Nr. 1’ og anmelder på Dagbladet Information Med Den Ægte tager Joe True lytterne tilbage til den indestængte energi, der drev amerikanske legender som Run-DMC og LL Cool J fremad i midtfirserne. Rapperen kræver sin plads øverst i hierarkiet og bruger de barberede og kraftfulde produktioner til sætte af og stile endnu højere. Den Ægte introducerer danskerne for det, der af Joe True beskrives som ”en moderne version af ghettoblastermusikken”. Sammen med hovedproduceren Machacha og duoen Providers har han skåret ind til benet i beatbunden, så lydbilledet fremstår nedbarberet og med færre distraherende virkemidler og pynteeffekter end hørt ganske længe. ”Jeg ville genfinde det, der gjorde en rapper som LL Cool J så fantastisk. Hans musik bestod ret beset af en trommemaskine og et sindssygt flow, og selvom vi er en del mere ambitiøse på produktionssiden, så er det beundringsværdigt at sætte rappen i højsædet,” mener Joe True. “Når det gælder kombinationen af rimglæde, timing og sprogligt overskud, er der stadig ingen over, eller ved siden af, Joe True.” Peter ’PTA’ Trier Aagaard, redaktør på hiphopmagasinet DubCNN v Selvom den 32-årige rapper kræver sin ret og respekt, bruger Den Ægte flere kræfter på at hylde hiphoppen, kærligheden, hverdagen, familien, konkurrencen og livet på fallittens rand end på at disse sine rivaler ud i rimsporten. Godt nok var hans legendariske 2003-beef med L.O.C. og Suspekts Orgi-E med til at gøre ham til et navn i dansk hiphop, men når der skal flowes nu om dage, skal fokuset være frækt og opbyggeligt. Et godt eksempel er Joe Trues hyldest til sin opvækst i en familie, hvor mændene sled på fabrik og gennemgik kriser af den ene, anden og tredje art i det for ham noget atypiske radiohit ’Hvor Jeg Kommer Fra’, som har været i rotation de seneste to måneder på P3. ”Vi står på hinandens skuldre/og når alle holder alle, er der ingen, der kan falde omkuld, nej” rapper Joe True blandt andet, men han fastholder ikke desto mindre, at der vanen tro gemmer sig en slags show-off i den socialrealistiske melankoli: ”Nummeret udspringer jo af en stolthed over min rødder – så det kan sagtens høres som et blæretrack. Ingen tvivl om det.” |
|---|